Det Pædagogiske Kompas
Det pædagogiske kompas – et redskab til mere ADHD-venlig undervisning.

Netop undervisningen er omdrejningspunktet i Det pædagogiske kompas. Et kompas er et enkelt redskab. Det fortæller ikke præcis, hvor man skal gå hen, eller hvordan vejen kommer til at se ud.
Det giver heller ikke svar på alle de udfordringer, man møder undervejs. Til gengæld hjælper det
med at holde retningen, når terrænet bliver komplekst, og når der er flere mulige veje at vælge imellem. Netop derfor er den model, sat op som netop et kompas. Noget der kan tages frem og inspirere til, hvilken retning man kan tage, og hvordan man kan støtte eleverne. Kompasset er altså
udviklet, som et praktisk og visuelt redskab til at omsætte viden om kropslig og følelsesmæssig regulering, motivation og læring til konkret greb, der kan bruges i undervisningen og i det pædagogiske arbejde med dine elever (både folkeskole og ungdomsuddannelser).
Kompasset tager afsæt i en forståelse af ADHD som en udfordring med selvregulering – ikke blot opmærksomhed – det, der på fagsprog kaldes de eksekutive funktioner. Man kan sige, at eksekutive funktioner er dét, der hjælper os med at gøre det, vi gerne vil, også når det er svært, kedeligt, uoverskueligt eller kræver vedholdenhed. Når disse funktioner kommer under pres, viser det sig helt konkret ved, at det kan være svært at komme i gang, holde overblik over tid, fastholde motivationen og justere sin adfærd undervejs. Samtidig bliver det vanskeligere at finde ind i de tilstande af fordybelse og engagement, hvor læring for alvor sker. Det pædagogiske kompas er et forsøg på at gøre forståelsen af vanskeligheder med selvregulering og eksekutive funktioner anvendelig i pædagogisk praksis og samtidig arbejde mere konkret med at skabe en følelse af flow og struktur
i undervisningen. Understøttelsen af elevernes regulering bliver altså en af undervisningens vigtigste opgaver. Kompasset er et forsøg på at flytte fokus væk fra diagnoser og over mod de funktioner i hjernen, som undervisning og læring afhænger af. På den måde bliver ADHD et udgangspunkt for at forstå, hvilke behov et mere inkluderende undervisningsrum nødvendigvis må bygge på. For at gøre denne forståelse anvendelig i praksis oversætter kompasset selvregulering til fire centrale spørgsmål:
Hvad, Hvornår, Hvorfor og Hvordan.
Disse fire retninger i kompasset peger på de områder i hjernen, som kobler sig til de eksekutive funktioner.
Kompasset giver et enkelt og handlingsorienteret sprog for, hvor udfordringen ligger, og gør det muligt at tænke støtte ind i selve undervisningen fremfor noget, der lægges ovenpå. Kompasset et er strukturelt og visuelt redskab, der hjælper med at sikre, at eleverne kan orientere sig i undervisningen ved at få svar på spørgsmålene:
Hvad skal jeg lave? Hvornår skal det ske? Hvorfor er det vigtigt? Hvordan lykkes jeg med opgaven, og kan jeg regulere mig selv undervejs fx gennem en aktiv hjernepause?
Set i et didaktisk perspektiv kan kompasset forstås som en konkret omsætning af undervisningens grundlæggende spørgsmål:
”Hvorfor”-retningen peger mod undervisningens formål og mening. ”Hvad”-retningen tydeliggør indholdet og opgaven. ”Hvordan”-retningen handler om de strategier, metoder og støttestrukturer, der hjælper eleven til at lykkes. ”Hvornår”-retningen skaber den tidsmæssige struktur og progression, som
ofte er afgørende for elever med udfordringer i de eksekutive funktioner.
Samtidigt arbejdes der med selvreguleringen, som bygger på tanken om, at undervisning også i høj grad skal understøtte elevernes evne til at regulere sig selv gennem deres kroppe. Det handler altså om at understøtte elevernes evne til at fastholde energi, motivation og koncentration gennem en hel lektion ved fx at inddrage legende aktiviteter og hjernepauser som en fast del af undervisningen. Gerne på faste tidspunkter.
Det betyder ikke, at hver lektion udelukkende skal være fyldt med legende aktiviteter, og at læreren skal ”underholde” frem for at undervise, men det betyder, at der i højere grad skal være opmærksom på, at undervisningen løbende giver eleverne mulighed for at skifte tempo, bruge deres kroppe og genfinde fokus, når deres opmærksomhed naturligt begynder at falde. Det pædagogiske kompas er både en forståelsesmodel og et didaktisk planlægningsredskab. Det hjælper dig med at forstå, hvad der sker i undervisningen og med at vælge de pædagogiske greb, der bedst understøtter elevernes læring og regulering. Kompasset inviterer til at se bag om elevernes adfærd. I stedet for at tolke uro, manglende deltagelse eller koncentrationsbesvær som et spørgsmål om motivation eller disciplin, hjælper det med at stille nogle andre og mere åbne spørgsmål:
Hvad er det egentlig, eleven kæmper med lige nu? Mangler der mere struktur? Er opgaven blevet uoverskuelig? Mangler der mening eller motivation? Har eleven eller klassen brug for en hjernepause eller en legende aktivitet for at genfinde fokus?
Når læreren bliver bedre til at få øje på, hvad der udfordrer eleverne, bliver det også lettere at vælge de rigtige pædagogiske greb.




Kommentarer