Unge og ADHD

Figur 2 er taget fra bogen: "Undervisning af Unge Hjerner - en praksisbog med ADHD-venlig greb til ungdomsuddannelserne" (Dansk Psykologisk Forlag, 2026).

Ungdommen er i sig selv et reguleringsprojekt

Før vi taler om ADHD, er det vigtigt at forstå en grundlæggende præmis: Teenagehjernen er i sig selv et reguleringsprojekt. Det betyder kort sagt, at alle unge i en vis udstrækning kæmper med at regulere deres opmærksomhed, krop, impulser og følelser.

Ungdomsårene er nemlig en periode med omfattende neurologisk ombygning af vores hjerner. Den unge hjerne er langt fra færdigudviklet, og særligt de områder, der styrer planlægning, impulskontrol, overblik og langsigtet tænkning (de eksekutive funktioner) er stadig ved at modnes.

Man siger nogle gange med et glimt i øjet, at de unges frontallapper ”står og blafrer”. Formuleringen er humoristisk, men rummer en reel biologisk pointe. Den del af hjernen, der skal hjælpe os med at regulere vores adfærd, prioritere, hvad der er vigtigt lige nu, og hvad der er vigtigt i næste uge, og som hjælper os med at holde ”snuden i sporet”, er endnu under udvikling og modnes gradvist langt ind i voksenlivet. Og i denne forbindelse er det vigtigt at understrege, at dette altså gælder ALLE unge, både dem med en diagnose og dem uden.

Det betyder, at mange af de udfordringer, vi ofte forbinder med teenageårene, kan forklares ud fra en hjerne, der stadig er under udvikling. Det er altså ikke nødvendigvis et udtryk for dovenskab, manglende vilje eller dårlig opdragelse, når den unge glemmer aftaler, handler impulsivt, har svært ved at overskue konsekvenserne af sine handlinger eller reagerer voldsomt følelsesmæssigt på noget, der for os voksne kan virke som en bagatel.Det er blandt andet et udtryk for, at de funktioner, som skal hjælpe den unge med at regulere sig selv, endnu ikke er færdigudviklede.

Når teenagehjernen også har ADHD

For unge med ADHD bliver denne periode ofte særligt udfordrende. De står nemlig ikke kun med de udfordringer, der følger med en teenagehjerne under udvikling, men også med vanskeligheder i netop de eksekutive funktioner, som skal hjælpe dem med at skabe overblik, styre impulser, regulere følelser og omsætte intentioner til handling.

Forskning peger på, at visse aspekter af hjernens modning hos børn og unge med ADHD kan være forsinket med flere år sammenlignet med deres jævnaldrende. Det betyder dog ikke, at alle unge med ADHD generelt er flere år bagud i deres udvikling. Udviklingen er langt mere kompleks og individuel.

Men det betyder, at vi som forældre skal passe på med at have en generel antagelse om, hvad en ung på eksempelvis 17 år bør kunne. For der kan være stor forskel på at være 17 år, når vi kigger på fødselsattesten, og på hvilke forudsætninger man har for at planlægge sin hverdag, håndtere modgang, styre sine impulser og tage ansvar for sine handlinger.

Og det er netop her, at ungdomsårene kan blive særligt svære. For samtidig med at den unge kan have brug for mere støtte til at regulere sig selv, vokser behovet for selvstændighed, frihed og løsrivelse fra forældrene. Det er en helt naturlig og vigtig del af ungdomslivet, men det skaber også et paradoks: Den unge forventes gradvist at kunne tage mere ansvar for sig selv, samtidig med at de funktioner, der skal gøre det muligt, stadig er under udvikling.

Som forældre kan vi derfor opleve, at de strategier, der tidligere fungerede, ikke længere virker. Vi kan ikke på samme måde bestemme, hvornår vores barn skal gå i seng, hvor længe det må være sammen med vennerne, eller hvordan det skal prioritere sin tid. Vi kan heller ikke nødvendigvis længere sikre, at medicinen bliver taget, aftalerne overholdt eller de gode rutiner fastholdt.

Og selvom vi kan se, at den unge har brug for hjælp, er det ikke sikkert, at den unge selv ønsker den. Tværtimod kan vores forsøg på at støtte blive oplevet som kontrol eller manglende tillid.

Når den unge selv begynder at træffe valgene

For nogle unge med ADHD bliver ungdomsårene også en periode, hvor de begynder at stille spørgsmålstegn ved deres diagnose og behandling. Nogle ønsker ikke længere at tage deres ADHD-medicin. Måske fordi de oplever bivirkninger, måske fordi de ikke bryder sig om følelsen af at være anderledes, eller fordi de gerne vil finde ud af, hvem de er uden medicinen.

Forskning viser, at brugen af ADHD-medicin falder i overgangen fra ungdom til voksenliv. Det er ikke nødvendigvis problematisk i sig selv, at en ung ønsker at genoverveje sin behandling. Men det kan blive problematisk, hvis medicinen stoppes, uden at der samtidig bliver taget stilling til, hvordan den unge ellers kan få støtte til de udfordringer, som måske stadig er der.

Samtidig bliver den unge en del af et ungdomsliv, hvor alkohol, fester og i nogle miljøer også stoffer fylder mere. Her ved vi, at unge med ADHD som gruppe har en øget risiko for at udvikle et problematisk forbrug eller et egentligt misbrug. For nogle kan alkohol eller stoffer opleves som en form for selvmedicinering. Noget, der for en stund dæmper tankemylder, indre uro eller svære følelser. For andre handler det måske mere om impulsivitet, spændingssøgen, fællesskab eller ønsket om at passe ind. Årsagerne kan være mange, og det er vigtigt at understrege, at langt fra alle unge med ADHD udvikler problemer med alkohol eller stoffer.

Men det er en sårbarhed, vi som forældre skal kende til. Ikke for at kontrollere alt, hvad vores unge foretager sig, men for bedre at kunne forstå, hvad der kan være på spil, og hvorfor det er vigtigt at bevare en åben dialog om de valg og fristelser, som følger med ungdomslivet.

Fra at styre til at støtte

Som forældre står vi derfor med en særlig opgave. Vi skal på den ene side give vores unge plads til at udvikle selvstændighed, tage ansvar og gøre sig egne erfaringer. På den anden side skal vi være opmærksomme på, at den unge måske endnu ikke har de nødvendige forudsætninger for at håndtere alle de krav, der følger med den nye frihed.

Det betyder ikke, at vi skal fjerne alle krav eller holde fast i vores børn, som om de stadig var små. Men måske skal vi gentænke vores måde at støtte dem på. Hvor vi tidligere kunne skabe struktur ved at bestemme, skal vi nu i højere grad forsøge at skabe struktur i samarbejde med den unge. Hvor vi tidligere kunne sætte tydelige grænser og forvente, at de blev overholdt, bliver vi nu nødt til også at arbejde med dialog, relationer, fælles aftaler og gradvis overdragelse af ansvar.

Det betyder heller ikke, at vi som forældre skal opgive at sætte grænser, men vi må acceptere, at vores mulighed for at håndhæve dem ændrer sig, efterhånden som den unge bliver ældre. Og netop derfor bliver relationen og den gensidige tillid endnu vigtigere.

Ydermere er teenagehjernen meget påvirkelig af det miljø, den befinder sig i. Søvn, stress, relationer, krav i hverdagen, telefoner og sociale medier spiller en stor rolle for, hvor godt unge kan holde fokus, planlægge deres hverdag og regulere deres energi. Særligt i en tid, hvor sociale medier, digitale fællesskaber og konstante muligheder for underholdning er blevet en integreret del af ungdomslivet, oplever mange forældre nye udfordringer. Vi ser måske unge, der har svært ved at lægge telefonen fra sig, komme i seng, passe deres skolearbejde eller komme ud ad døren til tiden. Og selvom vi godt ved, hvad der ville være godt for dem, kan vi ikke længere bare sørge for, at det sker.

Det man ofte oplever ved unge med ADHD kan være at de:

• Har svært ved at planlægge og organisere skolearbejde og aftaler.

• Kæmper med at fastholde opmærksomheden, særligt ved opgaver, der ikke umiddelbart opleves som interessante.

• Har svært ved at komme i gang, selv med opgaver, de egentlig godt kan løse.

• Reagerer impulsivt eller følelsesmæssigt i situationer under pres.

• Har svært ved at skifte spor, acceptere ændringer eller håndtere frustrationer.

• Har svært ved at mærke, hvornår de har brug for søvn, pauser eller ro.

• Træffer valg i øjeblikket uden nødvendigvis at kunne overskue konsekvenserne på længere sigt.

  
  

Som forældre kan det være frustrerende at opleve, at vores unge ikke gør det, vi egentlig godt ved, de kan. For det er netop noget af det særlige ved ADHD: At kunne noget er ikke nødvendigvis det samme som at kunne gøre det, når situationen kræver det. Så selvom dit unge menneske ikke længere søger din støtte, så har den unge stadig brug for at netop I som forældre støtter opg vejleder, men støtten skal ændre form.